
I anledning af Hotel Pro Formas forestilling ”AMDUAT. En iltmaskine” kan du opleve skuespiller Rosalinde Mynster i samtale med kunsthistoriker og -anmelder Trine Ross. Samtalen modereres af journalist Iben Maria Zeuthen og finder sted i Christians Kirke - fri entre i kirken.
Med udgangspunkt i Mynsters erindringsroman Min fars stemme reflekterer de over, hvordan død og sorg påvirker mennesket, og hvordan disse erfaringer kommer til udtryk kunstnerisk. Hvad har det betydet for Mynsters arbejde som skuespiller, forfatter og kunstner at miste en far til sygdom på et tidligt tidspunkt i livet? Og hvordan har tab og sorg gennem tiderne manifesteret sig i kunsten og hos mennesket?
Samtalen går forud for Hotel Pro Formas forestilling ”AMDUAT. En iltmaskine” baseret på forfatter Harald Voetmanns digtroman af samme navn. Værket blev til på baggrund af Voetmanns fars død, og Hotel Pro Forma iscenesætter romanen i en sanselig helhedsperformance i Den Grå Hal. Efter samtalen kan du opleve Hotel Pro Formas iscenesættelse af fortællingen om en mands død på Holbæk Hospital og tage med på en billedmættet rejse gennem den oldægyptiske underverden.
Efter samtalen sælger Gyldendal ”Min fars stemme”, som Rosalinde Mynster kan signere. Også ”AMDUAT. En iltmaskine” kan købes – begge bøger med 20 % rabat.
Spisning for dig med teaterbillet
Samtalen i Christians Kirke er gratis. Hvis du har teaterbillet til forestillingen, kan du ved tilmelding få et vegetarisk måltid, du kan spise i Christians Kirkens skønne have. Derefter kan du fortsætte til Den Grå Hal, hvor forestillingen begynder kl. 20.00.
Teaterbillet er en forudsætning for at kunne bestille madbillet.
Tilmeld antal sultne publikummer via dette link senest 30. maj.
Billet til ”AMDUAT. En iltmaskine” kan købes her: https://www.cphstage.dk/shows/amduat-en-iltmaskine
Om aftenens gæster
ROSALINDE MYNSTER er skuespiller, forfatter og kunstner. Hun debuterede i spillefilmen To Verdener (2008) og er senest set DR-serien Carmen Curlers (2022). Samme år udgav hun Min fars stemme på Gyldendal. Bogen handler om tabet af hendes far, skuespilleren Søren Spanning (d. 2020), der i seks år op til sin død var paralyseret i venstre side af kroppen pga. en blodprop i hjernen. Ærligt og rørende tegner Rosalinde Mynster et portræt af sin far og en teatermagisk barndom, mens hun forsøger at finde fodfæste i voksenlivet, hvor hun konstant suges ind i hospitalets verden og ind i sorgen over at miste en forælder for tidligt.
TRINE ROSS er magister i kunsthistorie, kunstanmelder- og skribent ved Politiken, foredragsholder og forfatter. Du kender hende måske også som holdkaptajn i ‘Kunstquiz‘, vært på serien ‘Besat af …‘ og medvirkende i serierne ‘Kunstsamlerne’, ‘Mikkels Atelier’, ‘Blomster fra bombekrateret‘, ‘Salon K‘ og ‘Følesansens ABC‘ – alt sammen på DR K.
IBEN MARIA ZEUTHEN er journalist med speciale i eksistens, tro og livets dybere indsigter. I DR-podcasten Tal til mig taler hun med gæster om øjeblikke i livet, der har været afgørende for deres skæbne og ændret deres forhold til tro og tvivl. Hun er derudover vært på podcastprogrammet Hvad ville Jesus have sagt og skaber af podcasten Det ukendte.
Arrangementet er skabt i samarbejde mellem FOF København, CPH STAGE, Christians Kirke og Hotel Pro Forma.