02/07/2024 0 Kommentarer
Kirken er væksthus for spirende musikstjerner
Kirken er væksthus for spirende musikstjerner
# Nyheder
Kirken er væksthus for spirende musikstjerner
At give unge, spirende talenter inden for den klassiske musik den bedste grobund for udvikling ved at lade musikken komme ud af øvelokalet – ud blandt publikum. Dét er missionen med ’Det Klassiske Væksthus’ – et nyt samarbejde, der årligt vil udmønte sig i fire talentkoncerter her i Christians Kirke.
”De unge musikere, som optræder ved lørdagens koncert, er en del af Jacob Gades Talentprogram og optrådte for nylig i Hillerød. Begejstringen var fra både de unges, arrangørers og publikums side så stor, at vi tænkte, at den koncert måtte man bare også få mulighed for at opleve i København,” fortæller Line Marie Most, der er violinist i DR Symfoniorkestret og en af initiativtagerne til ’Det Klassiske Væksthus’.
Bag samarbejdet er desuden klaver- og violinlegenderne Bella og Alexander Zapolski, hvis elever vil være blandt de unge, talentfulde musikere, publikum løbende får lejlighed til at opleve, samt Iben Teilmann, solobratschist i Det Kongelige Kapel, samt Christians Kirkes organist, Søren Johannsen.
Fortjener at blive hørt
Ideen til Det Klassiske Væksthus blev født under coronanedlukningerne i foråret 2021, hvor Christians Kirke arrangerede to livestreamede koncerter, som gav de unge musikere mulighed for at optræde – noget, der ifølge Søren Johannsen er helt afgørende for den musikalske udvikling, selv hvis publikum befinder sig bag en skærm.
”Man kan øve nok så meget – og der ligger absolut mange timer bag det, de her unge mennesker allerede i en meget ung alder kan præstere. Men at spille live, om det så er for et fysisk publikum eller under en live streaming, giver noget helt andet, fordi man både skal have styr på nerverne og forholde sig til et rum og en rumklang, man ikke er vant til. Og så fortjener det, de her unge kan, at blive hørt. De er i alderen 10-17 år og præsterer allerede på et niveau, hvor mange erfarne musikere kan have svært ved at følge med,” siger Søren Johannsen.
Samarbejdet vil efter planen udmønte sig i fire årlige koncerter, to hvert forår og efterår.
Foto: Nikolaj Lund
Kommentarer