De fleste af os har oplevet dem, i hvert fald hvis vi er gamle nok: Øjeblikke, som varer for evigt. Det er med sådan et øjeblik, fortællingen her begynder.

Det er fortællingen om den indre fred, som kun kan findes, hvis den indre ild får lov til at komme ud og sprede sig, sætte sine spor i verden. Det er en fortælling om helhed og fællesskab, om håb og forvandling og om den mørke muld, hvor det hele finder sin næring.

Det er fortællingen om Veronica Synnøve Hodges, om kontraster og kirsebærblomster i tusindtal og et evigt øjeblik, som lige nu har lavet nedslag i Christians Kirke, og som måske begyndte i det golde månelandskab højt oppe i Norges Vestland.

”Da jeg var ung og studerede på Kunstakademiet, blev min mor, som er norsk, ved med at sige ’tag til Vestlandet, tag derned om foråret’. ’Ja, ja – det har jeg ikke tid til’, blev jeg ved med at svare. Men så en dag, dér tog vi afsted. Vi kommer igennem det her måneagtige landskab. Der er rensdyr, det blæser, og der er koldt. Der er ingen træer, fordi det ligger så højt. Og det bliver bare ved og ved og ved. Og så begynder vi endelig at køre nedad, gennem nålesving efter nålesving…”

Første sving

Vi sidder i en majeksplosion i haven ved Christians Kirke, mens Veronica fortæller. Plænen er spættet af tusindfryd, langs muren ud mod Wildersgade svajer gule blomster på høje, slanke stilke, og trækronerne lyser næsten neongrønt mod himlen og kirkens kølige sandstensfacade. Indimellem rusker vindstød med karakter fra brise til blæst i den gråhvide presenning om stilladset, elevatoren hviner, når en håndværker skal op eller ned, men ellers hører man kun fuglene; ingen trafik, bare usynlig sang fra himlen.

Veronica Synnøve Hodges er nabo til Christians Kirke. Hun er installationskunstner, dimitterede fra Det Kongelige Kunstakademi i 2002, og i år lige op til Pinsen tog et af hendes værker, papirblomstinstallationen Cherish, bolig i loftet mellem prædikestolen og Frederik V’s våbenskjold i Christians Kirke.

Værkets titel er en påmindelse om at værdsætte Jorden, naturen, det feminine og det cykliske. Det blomstrede for første gang under Marmorkirkens kuppelloft i 2018 og har siden været vidt omkring, fra parisiske kunsthaller til Køge Kirke og C40-konferencen i Buenos Aires i 2022. Hver gang er værket i proces, forvandling, skabt på ny i fællesskab mellem kunstneren og frivillige hænder; det er en del af værket, at man skal sætte blomsterne på grenene sammen. Det er vigtigt.

Er det aldrig svært at slippe andre kræfter fri i forhold til ens værk?

”Nej, sådan har jeg det slet ikke. Jeg føler, at jeg har fuld kontrol over værket. Og alle pipper med deres egne næb. Jeg synes, det er en skøn forening at arbejde sammen på den måde. Man får så meget igen, jeg er blevet så beriget med livshistorier, relationer, samhørighed, kram!”

Antallet af sarte, rosa kirsebærblomster i crepepapir varierer fra gang til gang. Installationen, som over de næste måneder kan opleves i Christians Kirke, tæller kun et udsnit af blomsterhavet på 15.000, når værket står i fuldt flor. Men missionen med værket er altid den samme.

Andet sving

”Mit højeste formål her i livet er at formidle lys og kærlighed og håb til andre mennesker gennem kunsten. Med Cherish vil jeg gerne skabe et sted, der minder os om den ro, det fredfyldte sted, man kan finde ude i naturen.”

Har hun nogen sinde haft en oplevelse af, at der er grene af kunstverdenen, hvor det at lave kunst, som appellerer til håbet og lykken, er ringeagtet eller mindre velanset? Måske, ja. Men at kirsebærblomsterne hænger over beskueren som rosa dråber af lykke betyder ikke, at alt er lyserødt.

”Jeg har da mødt en del af den der attitude ’nåeh, blomster, det er sådan noget feminint noget, bare noget med damer’ – men det er jo overfladisk. Man bliver nødt til at tage sig selv i nakken og spørge: Hvad betyder blomsten for mig? Blomsten kan jo ikke leve uden sin stilk eller forbindelse til jorden, til mulden. Blomsten er en del af en transformationsproces, som foregår nede i mulden – det er dér, smerten og glæden, kulden og årstiderne ligger. Blomsterne er jo ’bare’ et resultat af den proces. Og derfor handler det ikke ’bare’ om, hvorvidt et stykke kunst er smukt eller ej.”

Spørger man ikke, hvad et værk siger én selv, er man med Veronicas ord lige så overfladisk som det, der i ens øjne blot er en smuk overflade.

”Godt nok tror jeg selv, at jeg kan styre en masse, men jeg er jo en del af en proces. Jeg bliver hele tiden båret og æltet på og bokset med – og spørgsmålet er altid, hvad jeg vælger at gøre med den livserfaring, jeg får stillet til rådighed.”

En kirkeklokke ringer et sted over os. Og vi tager endnu et sving.

Tredje sving

”I virkeligheden mener jeg, at alle kunstnere burde få en pris af den ene grund, at alle kunstnere er fælles om at stille sig spørgsmålene: Kunne vi leve på en anden måde? Kunne en anden form for samfund være bedre og overhovedet muligt – og hvordan skulle det i så fald være?”

Kunsten kan være et ensomt sted at være. Ikke kun på grund af de afslag, der hører med til livet som kunstner, men på grund af selve kunstens natur.

”Kunst er en mærkelig størrelse, for der er jo ikke rigtigt nogen, der har brug for den – lige indtil de ser eller oplever den. Og indtil da kan der jo gå år med at forberede værket, og det er ikke sikkert, du har andre end dig selv og din kat, der tror på det.”

Veronica ler af sin egen kommentar.

Hun har flere gange nævnt sin mand Morten, der er arkitekt og virker til at være en vigtig sparringspartner; konkret sprang ideen til Cherish ud af deres mange, mange samtaler. Alligevel er det katten Kiko, der bliver fremhævet som den urokkelige støtte i de nogle gange lange kunstneriske processer; måske er det bare en sjov kommentar – og måske er det noget om det. For Kiko virker er nysgerrig, undersøgende, men afkræver af åbenlyse årsager aldrig svar på, hvad et nyt værk er, eller hvad det vil.

Det er sjovt, det du siger med kunsten – at ingen har brug for den, før de oplever den. Det minder om noget, en af den nyere tids teologer, Karl Barth, siger om Gud: At vi mennesker ikke kan tale om Gud, undtagen når det melder sig i os som noget, vi skal. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er lidt det samme, når kunsten melder sig – både for kunstneren, som skal skabe noget, man knap nok selv ved, hvad er – men også for kunstens modtager, når man kan mærke, at et værk taler til én, uden at man helt ved hvorfor.

Luther bliver også kastet ind i samtalen her; hans syn på synden som den menneskelige tilstand, hvor mennesket bilder sig ind ikke at have brug for Gud. Ligesom kunsten, hvis behov først melder sig, når den rører os.

Veronica nikker.

”Den sammenligning tror jeg godt, man kan lave. Det tror jeg, du har ret i.”

Og så lader vi de to store teologer hænge i luften uden videre kommentarer. Men Gud er vi ikke færdige med at tale om.

Sidste sving før dalen

”Vi kører, gennem det ene hårnålesving efter det andet, og pludselig står det her vandfald bare ud af klipperne! Det er så højt, så stort, at man ikke engang kan tænke – og dér er man så kommet til den første fos, som går ned i Eidsfjorden i dalen.”

Siden det første besøg i Vestlandet, har Veronica taget turen dertil fire gange, og i det hele taget søger hun naturen og dens ro; før dagens interview kom hun direkte fra en tur i skoven. Men hun er med tiden blevet stadigt mere bevidst om, at det for hende ikke er nok at søge roen i det ydre.

”Det at meditere i naturen eller have en smuk kunstoplevelse skal jo være vand på noget, som er der i forvejen, så man ikke kun har en oplevelse af harmoni, når man er lige dér. Du bliver nødt til at trække din harmoni med ind i din hverdag. Og det kræver, at man er modig og ser indad, så man bliver bevidst om, hvad det er for værdier, man har i sit liv.”

Det er her, det med Gud melder sig i samtalen igen. For hvad nu, hvis man indvendte, at vi mennesker slet ikke skal søge så meget indad – men opad, mod Gud?

”Det kan der godt være noget om, tænker jeg. Men man skal mærke efter, om man ’falder i søvn’; søger man bare hen og hænger sin hat på ’krogen Gud’, eller er man opmærksom på, hvor man selv møder det guddommelige? Det kan man jo møde mange steder. I kirken. I bussen, når man hjælper en anden. I naturen. Der tror jeg, at man hele tiden må stille sig selv spørgsmålene: ’Er jeg levende her – er jeg i kontakt med noget, der er større end mig selv?’”

Når Veronica udstiller sine værker i kirkerum som nu i Christians Kirke, har hun oplevelsen af, at hendes kunst forbindes med noget, der netop er større end kunsten selv. Her har andre for længe siden lagt nogle sten, som skaber et rum for det håb og den fred, hun vil formidle.

”Der er noget med kontrasten mellem naturen i mine værker og de store, kølige kirkerum. Og så vil jeg bare gerne op i størrelse! For det er dér, at man får den totaloplevelse, man tager med sig indeni. Måske er det dét med, at vi føler os små – så forstår vi, at vi er en del af en helhed.”

Vi er endelig fremme; ved samtalens afslutning og ved det øjeblik, Veronica for første gang stod ved fjordbreddens blomstrende kirsebærtræer i Vestlandet.

”Der er så varmt og så gudesmukt. Det var det rene Paradis. Og jeg har det både sådan: Hvem kan dog bo her! – og: Alle burde bo her!”

Storslåetheden, dalens ro og fossernes brusen, som bliver ved og ved og ved, er flyttet ind i hende. Men flytte dertil tror hun ikke, at hun ville kunne, selvom lysten måske er der.

”Måske kunne jeg have boet et sted som Vestlandet og være kunstner. Men jeg ved ikke, om jeg ville have så meget at sige. Det er som om, at der er behov for den kontrast, byen giver. Min inspiration til at lave kunst kommer fra et ønske om at formidle det lille glimt ind i det guddommelige videre.”

----

Veronica Synnøve Hodges udstiller med en del af værket Cherish (2018) i Christians Kirke i sommeren 2024. Artiklen er skrevet af Johanne Elisa Fjordside, kirkekulturmedarbejder i Christians Kirke, maj 2024.