25/03/2026 0 Kommentarer
"Nu blomstertiden kommer med lyst og ynde stor"
"Nu blomstertiden kommer med lyst og ynde stor"
# Nyheder

"Nu blomstertiden kommer med lyst og ynde stor"
Kommende arrangementer
Forårssolen har meldt sin ankomst, og overalt skyder små blomster op med løftet om varmere og lysere dage. I Christians Kirke kan du være med til at byde foråret velkommen, når vi inviterer til en række fantastiske arrangementer i april. Vi har blandt andet samtaleforedraget "10 bud til tiden" med Jim Lyngvild og Iben Krogsdal, TeaterLeg for de 5-9-årige, skønne koncerter og en menighedsaften om kald og tro, du kan glæde dig til.
Traditionen tro holder vi på skærtorsdag den 2. april en måltidsgudstjeneste i kirken ved Pia Søltoft, hvor du ved bordet inviteres med ind i eksistentielle overvejelser over påskens budskab. Måltidsgudstjenesten er selvfølgelig gratis, men det er nødvendigt at tilmelde sig, da vi har begrænsede pladser.
Du kan se det fulde program for april måned her på hjemmesiden.
Nyt i personalegruppen
Vi glæder os meget til at få vores sognepræst Karen Felter Vaucanson tilbage efter 3 måneders orlov, hvor hun har været med familien på De Amerikanske Jomfruøer i forbindelse med sin mands feltstudie. Vi håber, at du vil være med til at byde hende velkommen hjem, når hun holder højmesse påskedag søndag den 5. april kl. 10. Vi takker Kristina Bay mange gange for at varetage embedet i perioden og ønsker hende held og lykke fremover.
Den 17. april går vores kirke- & kulturmedarbejder Julia Freya Madsen på barsel. I mellemtiden vil Katrine Ekman vikariere. Vi ønsker Julia Freya held og lykke med familieforøgelsen og byder varmt velkommen til Katrine, som du kan møde til diverse arrangementer i kirken eller på kirkekontoret i Stanleys Gaard.
Forårshilsner fra alle os i Christians Kirke. ❤️
Kommentarer